Manglende selvværd efter en almindelig barndom

”Jeg forstår ikke, hvorfor lige netop jeg mangler selvværd.”

Christina sidder overfor mig.

Det er første samtale i et terapiforløb, og Christina undrer sig over, hvorfor hun slås sådan med selvværdet. ”Der er ikke sket noget voldsomt i min barndom. Mine forældre har ikke drukket, jeg er ikke blevet slået eller lignende. Det har været stille og roligt. Hvorfor har jeg så fået manglende selvværd?”.

Manglende selvværd uden svære svigt i barndommen

Christina er ikke alene om at undre sig over netop dette spørgsmål. Mange mennesker dukker op i terapi hos mig grundet manglende selvværd med det, de betegner som en ok barndom i bagagen. Måske endda en god barndom – eller en kærlig opvækst – eller lignende.

Mange mennesker er af den overbevisning, at manglende selvværd er lig med svære svigt i barndommen. At gå rundt med netop denne overbevisning puster typisk liv i det lave selvværd:

Hvis jeg ikke har oplevet svære svigt i min barndom, hvorfor i alverden har jeg det så så skidt med mig selv? Jeg bør tage mig sammen!...

Men du skal ikke tage dig sammen.

Du kan sagtens udvikle lavt selvværd på trods af, at du ikke har været udsat for svære svigt i barndommen. Der findes nemlig flere veje til et manglende selvværd – og nogle af disse veje er ikke så dramatiske, men snarere stille og subtile.

Du får her historien om Christinas manglende selvværd. Christina har ladet mig dele hendes historie med dig, hvis jeg gav hende et andet navn. Hermed gjort – og tak til Christina!

Christinas historie er netop historien om manglende selvværd på bagkant af en stille og rolig barndom.

Christinas manglende selvværd

I de indledende samtaler med mig har Christina undersøgt historien bag det lave selvværd i netop hendes liv. Sammen har vi kortlagt de begivenheder, der har haft indflydelse på hendes selvværd. Christina er begyndt at forstå sit manglende selvværd bedre. Hun kan se, at det alligevel giver mening, hvorfor netop hun slås med selvværdet.

Christinas tidlige erfaringer

Christina er vokset op i en efter eget udsagn kærlig familie, hvor hun især har haft et godt forhold til sin mor. Hendes far, der var oppe i årene, da Christina blev født, har hun ikke været tæt på. Hun har oplevet at savne ham som barn, selvom han ofte var til stede i hjemmet.

Christina havde en oplevelse af, at han ikke interesserede sig synderligt for hende. Hvis hun søgte hans selskab, oplevede hun sig oftest til besvær. Hun husker både som helt lille at bringe ham tegninger, der ikke fik ham til kigge op fra avisen. Ej heller fik hun hans opmærksomhed senere, når hun kom hjem og fortalte om projekter i skolen.

Set i bakspejlet som voksen tænker Christina, at farens manglende interesse formentligt ikke skyldtes uvilje mod hende. Snarere at han var træt grundet hårdt arbejde. Og at han ikke havde den store viden om børn generelt.

Som barn oversatte hun dog hans handlinger som manglende interesse.

Erfaringerne fra skoletiden

I skolen oplevede hun manglende interesse fra de andre børn og fra lærerne. Hun blev tit grebet af generthed, var ikke så meget med i det, der skete i frikvartererne, og hun havde ikke lyst til at tale højt i klassen. De fleste lærere lod hende passe sig selv i timerne, hvilket gav Christina oplevelsen af at være usynlig og ikke værd at give opmærksomhed.

Enkelte lærere pressede hende til at sige noget i timerne. Det gjorde Christina angst, og hun gik ofte i baglås i de situationer. Bagefter følte hun sig dum og utilstrækkelig.

I de senere år af folkeskolen udviklede de andre piger i klassen sig langt hurtigere end Christina. Interessen for drenge, fester og at drikke var hun slet ikke med på, da de andre begyndte på det. Hun oplevede derved at blive udelukket fra de større fællesskaber i klassen, og var i fritiden mest sammen med en enkelt god veninde.

Det manglende selvværd tager form

Gennem Christinas opvækst og de erfaringer, hun gjorde sig derhjemme og i skolen, begyndte det manglende selvværd at tage form: ”Jeg er uinteressant. Jeg er mindre værd end de andre. Jeg er ikke værdig til andres opmærksomhed”, begyndte Christina at konkludere om sig selv.

Jo flere begivenheder, der røg i den pulje af tanker, jo stærkere blev tankerne om, at hun var uinteressant og mindre værd.

Opmærksomhed og handlinger bliver påvirket

Jo stærkere tankerne blev, jo mere fik Christina øje på begivenheder, der bekræftede dem. Fx: Når de andre piger i gymnasiet fik kærester, mens hun ingen fik, bekræftede det hende i, at hun var uinteressant. Hendes opmærksomhed blev simpelthen gearet i retning af oplevelser, der bekræftede, at hun var uinteressant og ikke mindre værd.

Jo mere kraft tankerne om mindreværd blev, jo mere påvirkede de også Christinas handlinger. Hun var fx meget stille, når hun var til fest eller i andre større forsamlinger. Hun tænkte, at andre næppe kunne være interesserede i at høre, hvad hun havde at sige.

Det manglende selvværd bliver til en rullende snebold

Når Christina kom hjem fra en fest, hvor hun ikke rigtigt havde fået sagt noget eller deltaget i nogle samtaler, havde hun det rigtigt skidt. Hun følte sig bekræftet i, at hun var uinteressant og mindre værd end andre, når hun blot havde siddet der til festen som en iagttager til alle de andres sjov og samtaler.

Christinas negative tanker om sig selv fik derved yderligere kraft. Det manglende selvværd var for alvor blevet til en rullende snebold, som voksede sig større og større – om fulgte med ind i Christinas voksenliv.

Christina kunne i samtalerne med mig pege på, hvordan hun havde truffet en række beslutninger i sit voksne liv – bl.a. omkring parforhold og arbejde – som havde rod i hendes negative tanker omkring sig selv. Nogle af de veje, hun havde valgt at gå, havde sendt selvværdet yderligere ned ad bakke.