Selvomsorg er balsam for selvværd
Har du en mig-kop? Det har jeg. Jeg troede aldrig, at jeg skulle have én – men nu er jeg vildt og inderligt glad for den. Og jeg tænker, at det muligvis er den bedste gave, du kan ønske dig, eller simpelthen forære dig selv.
Hvorfor denne optur over en kop?
Jo, nu skal du høre…
Den mest kiksede julegave
Historien om mig-koppen starter ved juletid. Jeg ønskede mig den selvsamme kop, som du ser på billedet oven for – bare med navnet ”Mor” på. Min mand havde tidligere fået den tilsvarende far-kop til sin fødselsdag – og jeg tænkte, at det ville være en ganske oplagt gave, mine piger kunne forære mig til jul.
Så når vi til juletid, og min mand er som sædvanligt i sidste øjeblik med indkøb af gaver. Mor-koppen var udsolgt alle vegne. Niente, nada, zip – den var ingen steder at finde.
Juleaften åbner jeg alligevel en fint indpakket gave med en kop indeni. Men det var en kop, der stod ”Mig” på. Mig!
MIG!?!?
Det var da den mest kiksede julegave nogensinde! – tænkte jeg. Jeg kan ski da ikke have en kop stående, der står ”Mig” på. Hvor selvcentreret er det lige?!
Af uransagelige årsager (eller måske af omsorg for min mands forsøg på at redde en situation) pakkede jeg koppen ud og lod den blive hos os.
Hjælp til at huske det vigtige
Og så skete der det, at jeg gik hen og blev glad for koppen. Virkeligt glad! Jeg drikker kaffe af den hver dag – og jeg smiler, når jeg tager den ned fra hylden.
For den er blevet en fysisk manifestation af noget, jeg skal huske, men er god til at glemme – nemlig mig selv. Ikke mig selv i en hvilken som helst form (nej, ikke den overtænkende, overanalyserende version, jeg morfer ind i nogle gange). Men den mig, der drager omsorg for mig selv. Med små skridt – i det daglige.
Hvorfor er det så svært at passe på sig selv?
Hvorfor er der så mange af os, der har svært ved at dyrke selvomsorg i hverdagen?
Jeg ser det igen og igen også hos de mennesker, jeg taler med – og jeg har observeret, at der primært er to ting, der står i vejen for selvomsorg.
Der er noget, der tager os væk fra selvomsorgen
Jeg nævner i flæng:
- Børn
- Arbejde
- Mobilen
- Sociale og familiære forpligtigelser
- Alle mulige andre forpligtelser:
- Støvsugning
- Forældremøder
- Udvidet selvangivelse
- Skoleintra
- Arbejdsdag i børnehaven
- Tøjvask
- Indkøb
- Biblioteksbøger, der skal afleveres.
You name it! Dette er bare noget af det, der i skrivende stund står på min dagsorden.
Der er vanvittigt mange begivenheder, der slås om vores tid og opmærksomhed i dag, og et utal af ting, vi skal tage stilling til på daglig basis.
Oven i købet er vi endt med at strukturere samfundet sådan, at der er allermest pres på alle fronter lige præcis på det tidspunkt i vores liv, hvor nogle små mennesker har allermest brug for vores tid og omsorg. Voksne med hjemmeboende børn er dem, der arbejder allermest i Danmark.
Resultat: Endnu mindre mental båndbredde og tid til selvomsorg.
Der er nogle bestemte idéer, der står i vejen for selvomsorg
En ting er, at mange forskellige ting lægger beslag på vores tid og energi, og derfor gør det svært at prioritere selvomsorg. Noget andet er, at mange af os har fået idéer ind under huden, der står i vejen for at udøve selvomsorg i hverdagen.
Nogle af idéerne lyder sådan her:
- Man skal yde, før man kan nyde
- Jeg skal tage mig af andre først
- Jeg skal gøre alt perfekt
- Alle skal kunne lide mig
- Jeg skal præstere
- Jeg må ikke fylde for meget
Nogle af idéerne lyder meget gode, ikk’? Yde, før man kan nyde – kan vi ikke alle sammen skrive under på, at det er en god idé? Eller hvad med at tage sig af andre først? Det er da også prisværdigt.
Jo, til dels. Det er ikke sort/hvidt. Fx har min præstations-iver hjulpet mig til at komme rigtigt langt med mange ting i livet. Men damn, hvor har den også pisket mig hårdt og taget mig væk fra selvomsorg.
Og måske har du, som jeg, prøvet at køre dig selv hårdt efter idéen om, at du skal tage dig af andre først? Så hårdt, at du er endt et sted, hvor der ikke er mere at give af – hverken til dig selv eller andre?
Selvomsorg er andre-omsorg
Man kan hurtigt få en idé om, at selvomsorg er selvcentreret og egoistisk.
Men det paradoksale er, at hvis du ikke yder omsorg for dig selv, kan du heller ikke yde omsorg for andre. Og det er jo det sidste, du ønsker, ikk’?
Når det kommer til omsorg, gælder metaforen ”Tag din egen iltmaske på, før du hjælper andre”. Jeg har altid afskyet den metafor – for jo ældre, jeg er blevet, jo mere har jeg kunnet jeg se, at det var rigtigt. Og jo mere kunne jeg se i spejlet, at det havde jeg ikke styr på.
Den ekstra mil
Da jeg blev mor, lærte jeg nemlig, at jeg altid kunne gå den ekstra mil. Kender du det? Altid lige at kunne presse citronen yderligere – for der er jo nogen, der er afhængige af mig. Nogen, der skal have mad, skiftet ble, leges med, nusses med, vugges midt om natten, laves lektier med, til tandlægen, til svømning, have legeaftaler – etc.
Og selvom mine børn blev ældre og mere selvhjulpne, og det akutte kaos dampede af, endte jeg med at blive ved med at gå den ekstra mil. Eller faktisk løbe. Både fordi jeg altid har haft for vane at klø hårdt på, og fordi vi fik tre børn i løbet af to et halvt år (jeps, tvillinger i anden runde).
Pga. de mange børn på samme tid, tog det nemlig virkeligt lang tid, før det akutte kaos dampede af, og det var muligt at træde ud af den arbejdsgang, vi var nødt til at have for at få hverdagen til at løbe rundt. (Baby bootcamp, kaldte min mand det.)
Det varede faktisk præcis tre et halvt år, efter at tvillingerne var kommet til verden, før hjemmet ikke var non-stop arbejdslejr. Jeg husker det tydeligt: Jeg sad i sofaen og læste et blad uden at blive forstyrret. Og jeg tænkte: JEG SIDDER I SOFAEN OG LÆSER ET BLAD UDEN AT BLIVE FORSTYRRET!!!
Stuck i 6. gear
Bagefter sad jeg simpelthen fast i 6. gear. Jeg kunne ikke koble helt ud og bruge flere gear i løbet af en dag – det var bare: Vrrrauuuumm! Indtil bilen gik helt i stå og ikke kunne køre mere.
Så var der ikke overskud til at give nogen af os iltmasker på – og jeg måtte ud i at lære (eller genlære) selvomsorg fra bunden.
Hvordan praktiserer man selvomsorg?
Selvomsorg kan deles op i to størrelser – begge lige vigtige.
Selvomsorg i det daglige
- Pauser: Pauser mellem aktiviteter er guld for krop og sind.
- Træning: Træning er for mig en pause fra mit hjernebaserede arbejde. Det giver et skud endorfiner, og en følelse af at være stærk.
- Leg: Jeg siger ”ja!” til mine børn, når de spørger, om vi skal bygge LEGO, spille Kalaha, cykle en tur, etc. Måske dine børn reagerer som mine, når du siger ”lige om lidt, skat!”. De bliver til små sugemaller, der ikke forlader din side – og så kan du alligevel ikke fortsætte med det, du havde gang i. Intet er vundet.
- Sig nej: Til Facebook, til aftaler, man ikke kan overskue, til opgaver, man ikke kan tage ind på arbejdet, fordi man har travlt med andre opgaver.
- Mono–tasking: Lad være med at forsøge at arbejde samtidigt med at have en samtale med en af ungerne samtidigt med bestille nemlig.com samtidigt med at lave aftensmad samtidigt med… You get the picture! Multitaskning er en energislugende illusion.
- Søvn: At prioritere at gå i seng på samme tidspunkt flest mulige aftner.
- Restitution: At bruge aftnerne på opladning – hvilket betyder at lade være med at tænde computeren om aftenen.
Lykkes det mig hver dag at drage omsorg for mig selv?
Nope!
Øver jeg mig på det?
Yes!
Oplevelser, der er balsam for sjælen
Selvomsorg med den lidt større pensel er ikke ting, der kan gøres dagligt, men større ting, man kan se frem til. For mig handler det om prioritering af de allervigtigste mennesker på allerbedste vis:
- At få ungerne passet og gå ud og spise og tale uforstyrret med min mand
- At tage med min mor og søster på SPA
- At se veninder
- At dyrke og prioritere arbejdsfællesskaber i en dagligdag som solo-selvstændig.
Hvad med dig?
Ja, hvad så med dig? Hvordan passer du på dig selv? Hvad er selvomsorg for dig?
Jeg vil enormt gerne blive inspireret af dig, så jeg kan lære endnu mere om at passe på mig selv. Skriv i kommentarfeltet!
Hvis du som jeg har svært ved at huske at prioritere selvomsorgen, kan jeg varmt anbefale en mig-kop.
Min mig-kop er et huske-håndtag i en dagligdag, der fortsat er travl. Et håndtag, jeg kan holde fast i. Et håndtag, der vækker min hukommelse til live og siger:
Har du husket dig selv i dag?
Kærligst,
P.S.: I mit online forløb “Selvværd – hver dag” har jeg skabt et helt modul dedikeret til selvomsorg. I modulet guider jeg dig til, hvordan du kan skabe tid til selvomsorg – selv i en travl hverdag. Du lære helt jordnære, praktiske teknikker til at blive en bedre ven for dig selv. Læs mere om modulet lige her, hvor du også kan tilmelde dig ventelisten til forløbet.
Beslægtede artikler