Hold på selvværdet i julen

Hold på selvværdet i julen

Travlhed og socialt overload er to grunde til, at julen ikke er sjov for mange.

Tid i familiens skød er en anden.

Har du også svært ved at overskue de kommende dage, fordi du skal hjem til jul?

Altså hjem og tilbringe tid sammen med den familie, du voksede op i?

Så er du ikke alene.

Gennem december møder jeg mange, der allermest har lyst til at stemple ud og flyve til Barbados, fordi de ikke orker at være sammen med mor og far, søskende, onkler, tanter, bedsteforældre, osv.

De orker det ikke, fordi de ved, at de får det dårligt. Ikke på grund af dårlig andesteg, men de får det dårligt med sig selv.

Det kan nemlig slide på selvværdet at tilbringe tid i familiens skød.

Forstå hvorfor og få et tip til at modgå det her.

lavt selvværd behandling

Familiemønstre på godt og ondt

I alle familier opstår der mønstre eller dynamikker mellem børn og voksne – og mellem voksne indbyrdes og børn indbyrdes. Mønstrene udvikler sig over tid - ofte uden nogen rigtigt lægger mærke til det.

Mønstrene i din familie dikterer, hvordan I forholder jer til hinanden. Hvilken rolle I spiller over for hinanden og i familiens samlede hele. Hvordan I positionerer sig i forhold til hinanden.

Fleksibilitet eller fasttømrethed

Mønstrene står ikke stille hele livet. De udvikler sig hele tiden en smule – og de kan udvikle sig drastisk, hvis der sker noget ekstraordinært i familien.

I nogle familier er der større fleksibilitet for, at enkelte medlemmer af familien vrider sig ud af en rolle og indtage en ny. Der er lydhørhed for ændringer. Familien tilpasser sig.

I andre familier bliver mønstrene mere rigide og fasttømrede. Som en gang kluddermor, der er gået amok.

I de familier bliver ét (eller flere) familiemedlemmer holdt fast i positioner, der gør ondt. Det føles som en spændetrøje. Akkurat som når du indtager den position i kluddermor, hvor arme og ben er vredet rundt i umulige stillinger.

Det er, hvis du er endt i sådan en position, at selvværdet typisk suser ned ad bakke, når du skal være sammen med familien.

lavt selvværd behandling

Hvilken rolle spiller du?

Oplever du, at selvværdet lider, hver gang du er hjemme hos din opvækstfamilie, er du måske blevet castet i en rolle, du ikke bryder dig ret meget om.

Måske er det rollen som:

Den pæne pige?

Den, der står for det hele?

Den, der skal sørge for den gode stemning?

Den, man altid kan regne med?

Eller den, man ikke regner med?

Den, man ikke tager seriøst?

Den, man altid gør grin med?

Det sorte får?

Der findes et utal af roller, vi kan få tildelt i vores opvækstfamilie.

Rollerne giver os nogle bestemte konklusioner om os selv som mennesker, der følger os ubevidst gennem livet.

Fx:

Er jeg god nok?

Er jeg anderledes?

For lidt?

For meget?

Ikke værd at samle på?

Ikke lige så meget værd som de andre?

Med de konklusioner, vi drager om os selv, følger også nogle bestemte idéer om vores eget værd, som vi i større eller mindre grad prøver at leve op til.

Måske ligger du vandret hele julen, fordi du er castet i rollen som hende, der skal stå for det hele? 

Eller som hende, der skal gøre alle andre glade? 

Eller som ham, der altid skal cracke en joke – uanset hvor godt eller skidt han selv har det?

Når vi bliver voksne og flytter hjemmefra skaber det for mange en dejlig afstand til dét, der var i opvækstfamilien, som var svært. Afstanden gør det muligt at skabe nogle andre roller for dig selv, som du bedre kan lide, og som du trives bedre i.

Den søde juletid – not so much!

Når du så skal være sammen med din familie - som det jo er skik og brug i den søde juletid! - så kan det blive svært.

Old patterns die hard! 

Specielt gamle familiemønstre.

Det kan give en del frustration og vrede, når du igen bliver mast ned i den rolle, du ikke har lyst til at være i.

Det kan også give ubehag, skam, skyld, tristhed og en hel del negative tanker om dig selv, når du møder familiens måde at se og behandle dig på.

Julen er for mange ikke bare sød.

lavt selvværd behandling

Sådan holder du på selvværdet i julen

En måde at forsøge at holde på selvværdet – også i julen – er ved at indtage en særlig position, når du skal være sammen med familien:

Prøv at indtage en observatørrolle.

Det kan være givtigt på mange planer – og nogle gange decideret underholdende – at indtage en observatørrolle, når du er i noget så velkendt som din opvækstfamilie.

Observatørrollen gør flere ting muligt for dig:

  • Du kan opdage nye ting om jeres familiemønster. Ting, du ikke havde set før.
  • Du kan se nye sider af enkelte familiemedlemmer. Sider, som over tid kan have betydning for hele din forståelse af jeres familiemønster.
  • Du undgår at blive kapret i samme grad af negative tanker og svære følelser, som når du bare hopper ind i familien og er dit vanlige jeg.

Der er ingen garanti for, at dette vil skabe et nyt og sundere familiemønster i din familie. Det er ikke altid muligt. Som regel fordi enkelte medlemmer ikke kan eller vil ændre noget.

Men muligheden eksisterer.

Ligesom ved kluddermor ændres hele mønstret, når én enkeltperson ændrer sin position. Sådan kan det også gå med din familie: At når du begynder at gøre noget andet, begynder andre i familien også – langsomt – at gøre noget andet.

På sigt kan det skabe helt nye muligheder for dig – og andre familiemedlemmers – selvværd.

Det er værd at prøve, ikk'?

Glædelig jul til dig,

Rikke Papsøe signatur

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *