Hvorfor du har svært ved at mærke dig selv (og hvordan du kan blive bedre til det)

En læser af bloggen spurgte for noget tid siden:

”Hvorfor har jeg så svært at mærke mig selv?”

Velkommen i klubben! – får jeg lyst til at sige.

Den læser er på ingen måde alene om at have det sådan. Mange mennesker lever (perioder af) deres liv uden at have god kontakt til sig selv. Jeg selv inklusive.

Det er også en umulighed at være i zen med sig selv 24-7. Alle mennesker kommer på afveje indimellem. Vi mister pejlingen for en periode, eller er ikke helt klar på, hvad vi har lyst til, eller vil være det rigtige at gøre lige nu.

Men hvis du er i en periode i øjeblikket, hvor du tænker om dig selv:

Hvem er du egentligt?

Hvad filan vil du?

Hvad har du egentligt lyst til?

Så tune ind og læs med her, hvor jeg forklarer:

→ Hvorfor du har så svært at mærke dig selv

→ Hvordan du kan blive bedre til det

favicon-logo-Rikke Papsøe

Hvorfor du har så svært ved at mærke dig selv

Der er mange grunde til, at du i (måske lange) perioder kan have svært ved at mærke dig selv. Hvis du kigger udad, finder du noget af svaret på det: I den tid, vi lever i, er der nemlig nogle helt særlige betingelser, der gør det ekstra svært at mærke sig selv. Dem stiller jeg skarpt på nu.

Højhastighed, produktion og præstation

At kunne mærke dig selv kræver, at du ikke hele tiden er ”i produktion”. Med produktion mener jeg at være i gang med at handle. Gøre noget. På vej med den næste opgave. Mosle derudaf.

De fleste mennesker lever et liv i dag, hvor de hele tiden er i gang.

Din dag består måske også af at:

  • Få alle op om morgenen
  • Aflevere børn
  • På fuldtids-arbejde
  • Huske at bestille tid til tandlæge
  • Tjekke ForældreIntra
  • Til skole-hjem-samtale
  • Hente børn
  • Købe ind
  • Bage kage til afslutning i håndboldklubben
  • Lave aftensmad
  • Få alle i seng
  • Smøre madpakker
  • Arbejde videre på computeren i sofaen

… inden du vælter i seng for at vågne op næste morgen til en dag, hvor det hele gentager sig.

Og så har jeg slet ikke nævnt:

  • De fritidsinteresser, du gerne vil passe
  • Den træning, du burde passe
  • De venner, du aldrig har tid til at se
  • Den familie, du kun ser ved højtiderne
  • Og dine måske skræntende forældre, der i øjeblikket har ekstra brug for din hjælp

Eller hvad med den dér fornemmelse af ikke at have nået nok?

  • Burde du ikke være lidt længere oppe ad karrierestigen?
  • Have nået lidt mere i dit liv lige nu?
  • Have tjent flere penge?
  • Fået et større hus?
  • Bare have gjort lidt mere…?

Det går alt, alt for stærkt i den tid, vi lever i.

Vi har skabt samfund, hvor høj hastighed, produktion og præstation er i højsædet. Som menneske forventes du at producere og præstere i højt tempo på kontinuerlig basis.

Problemet er blot, at vi mennesker kan ikke følge med det tempo.

Vores kroppe og hjerner er ikke skabt til høj hastighed, men til et liv med forskellige tempi. Og et liv, hvor der er meget mere downtime, end vi har i dag. Det er tid med lavt tempo, intet formål, ingen produktion.

Som samfundet er struktureret i dag, får du ikke de reelle pauser, du har brug for (med mindre du selv er ultraskarp på at få dem!).

Og nu kommer vi til den anden betingelse, du lever med, som også står i vejen for, at du kan mærke dig selv. Det handler om, hvad du gør, når du endeligt har et break.

Hvorfor det er svært at mærke dig selv

Informationsoverload og overstimulering

Når du endelig har en pause, hiver du højst sandsynligt din smartphone frem. Men med den udsætter du din krop og dit sind for informationsoverload. Denne lille dims, der ligger i din lomme eller din taske, er en stor blokade for at kunne mærke dig selv.

Uanset om du bruger din smartphone i dine pauser til at tjekke sociale medier eller læse på gamle mediers hjemmesider, møder du her oceaner af muligheder for handling. For skulle, burde, måtte. For på smartphonen får du adgang til de – for den menneskelige hjerne – fuldkomment overskuelige mængder af information, der flyder rundt i den tid, vi lever i.

I løbet af et splitsekund kan du være faldet over artikler, der fortæller dig, at:

  • Du skal træne!
  • Hvordan kan du tillade dig at bruge tid på at træne op til et marathon, når du har små børn!
  • Køb økologisk!
  • Skær ned på forbruget og få mere tid!
  • Bo i byen!
  • Flyt på landet!
  • Du må ikke curle dine børn!
  • Curlingmødrenes børn har det bedst!

Bombardementet af information bidrager til en konstant tilstand af overstimulering. Og når du er overstimuleret, bliver din hjerne til havregrød. Ikke et godt udgangspunkt for at mærke efter og skabe kontakt til dig selv.

I det tempofyldte, overinformerede samfund vi lever i i dag, er det altså intet under, hvis du også har svært ved at mærke dig selv. Det ER svært at få bare 2 sekunder til at tænke lidt over, hvad der føles godt og rigtigt at gøre for dig. Og hvis du er heldig at nå til at mærke noget, der føles godt og rigtigt for dig, er det svært at holde fast i – fordi du hurtigt bliver forstyrret af alt det, du også kunne gøre.

favicon-logo-Rikke Papsøe

Hvordan du kan blive bedre til at mærke dig selv

Vil du gerne blive bedre til at mærke dig selv? Så er der ingen vej uden om genoptræning. Genoptræning af din evne til at lytte til dig selv, mærke, hvad maven fortæller dig, lytte til din krop, osv.

Du skal tænke evnen til at mærke dig selv som en muskel, du skal træne, akkurat som du ville træne dig selv op til løb eller en anden sportsgren.

Det er svært! Fordi det en muskel, som du ikke automatisk bliver inviteret til at træne i det samfund, vi lever i i dag.

Men følger du disse 3 trin, er du godt på vej:

1) Start med at slukke for nogle af alle de informationskanaler, der bombarderer dig. Det kan være sociale medier. Det kan være de gamle medier. Minimér dit forbrug af de infokanaler for en periode, så du får ro i dine pauser.

2) Skær dine forpligtigelser ind til benet for en periode. Lav en liste over det allermest nødvendige, du skal gøre, for at få dit (og din families) liv til løbe rundt. Meld evt. ud til venner og familie, at du tager en periode med ekstra tid til dig selv og jer (det kan de fleste godt forstå behovet for).

3) Plot en daglig aftale med dig selv ind i din kalender. Det behøver ikke tage lang tid, men skal være en daglig tjekken-ind med dig selv, hvor du prøver at lægge mærke til, hvad din krop og dit sind fortæller dig lige nu:

Hvad mærker du?

Glæde?

Opstemthed?

Energi?

Eller:

Træthed?

Kedsomhed?

Udmattelse?

Det tager tid at træne sådan en muskel op igen, så hav tålmodighed. Langsomt vil du have fornemmelsen af at vende tilbage til dig selv (hvis du holder ved!). Og en dag kan du blive så god til det, at du slet ikke kan forestille dig, hvordan du nogensinde har kunnet leve uden.

Rigtig god træning!

Kærligst

Rikke Papsøe signatur

P.S.: Dette blogindlæg blev til, fordi en læser stillede mig et spørgsmål. Vil du også gerne spørge mig om noget? Så gå ind på dette spørgeskema og vær med til at bestemme, hvad jeg skal skrive om på bloggen. Det tager kun 3 minutter at udfylde, og det er helt anonymt.

P.P.S.: Vil du læse mere om at mærke dig selv, kan du hoppe til dette blogindlæg, hvor jeg også beskriver nogle andre ting, der kan blokere for kontakt til dig selv og dine værdier.

Leave A Comment

Beslægtede artikler

Leave A Comment