Da min datter gik i første klasse, kom hun en dag hjem og sagde noget i stil med: ”Det er jo nok fordi, jeg er så følsom”. Jeg var ved at kløjs i aftensmaden. ”Hvem i hede hule… havde fortalt min datter, at hun var følsom?”.
Ikke fordi der er noget galt med at mærke sine følelser godt – på ingen måde! En stor del af mit arbejde går ud på netop at føle. Jeg læner mig dagligt ind i de svære følelser, mine klienter kommer med – for at forstå, hvordan det er at gå rundt i verden i netop deres sko. Jeg bruger mine egne følelser til at fange op på selv små følelser, som måske går min klients bevidsthed forbi, og til at mærke efter, om vi er på rette vej i en samtale.
Det er bestemt en god ting at kunne mærke sine følelser godt!
Men jeg har store problemer med, når vi mennesker sætter labels på os selv og hinanden.
Hvorfor? Læs med her.
Det magtfulde sprog
Hvordan vi taler om ting – og især hinanden – er ikke en eller anden sød, lille, uskyldig beskrivelse af en virkelighed, der allerede eksisterer. Nej, sprog skaber virkeligheder. Og mennesker.
Den måde, du og andre taler til og om dig på, skaber din verden, din selvfølelse, din selvopfattelse og dit selvværd.
Det, andre siger om dig
Gå med mig på en lille øvelse:
Tænk tilbage på en situation, hvor et andet mennesker fortalte dig noget om, hvem du er som person. En situation, der ikke var rar. En situation, der brændte sig ind i din hukommelse, fordi det, du hørte, var utroligt svært at have med at gøre.
Måske skal du langt tilbage i tiden – måske har du haft sådan en situation for nylig.
Måske har du fået at vide, at du var dum, besværlig, ikke god nok, følsom, en kold skid, sær, mærkelig, for meget, for lidt, et dårligt menneske, umulig, uelskelig, værdiløs… eller noget andet, der ikke var opbyggeligt.
Læn dig nu lidt ind i situationen. Bring den tydeligt frem i erindringen. Mærk efter og spørg dig selv:
- Hvilke tanker om mig selv har jeg nu?
- Hvilke følelser sidder jeg med nu?
- Hvordan har min krop det nu?
- Hvad får jeg lyst til at gøre lige nu?
Denne øvelse har formentligt bragt dig et sted hen, der ikke er rart. Bær over med mig – jeg har en pointe. Du får lige par spørgsmål mere ned ad dette spor, og så lover jeg dig, at vi gør noget andet:
- Hvilken betydning tror du, at denne situation har haft for dit liv? Brug lidt tid på at reflektere over det.
- Har det label, du fik, sat gang i kritiske tanker om dig selv som person?
- Har det label, du fik, fået dig til at sidde fast i svære følelser – mere end, hvad godt er?
- Har det label, du fik, betydet, at du har gjort ting i dit liv, som egentligt går imod, hvordan du synes, tingene burde være?
- Hvad synes du egentligt om den effekt, det label har haft i dit liv?
Hvis du har lyst til at dele, hvad denne øvelse betød for dig, så skriv endelig i kommentarfeltet nedenfor!
Det, du siger til dig selv
Efter denne øvelse forstår du sikkert bedre, hvorfor jeg synes, at det er så skidt at sætte labels på hinanden (og især på børn). Labels kan gøre rigtigt ondt. Labels er ikke uskyldige. Labels sætter sig fast og skaber din virkelighed og dine konklusioner om dig selv.
Det, du siger til dig selv, ofte er en direkte afspejling af, hvad betydningsfulde andre har sagt til dig om dig.
Når du tager en tur i den indre kritiske mølle, hører du ofte stemmerne fra voksne omkring dig tidligt i livet (forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, lærere, pædagoger…). Også stemmer fra betydningsfulde andre senere i livet ryger ind på din indre pladespiller.
De er alle stemmer, som over tid er blevet inkorporeret i din selvopfattelse, og som har haft – og har – betydning for dine tanker om dig selv, dine følelser og din adfærd.
Forskellen på egenskaber og færdigheder
Hvilke tanker tror du, bliver mulige for min datter at have om sig selv, hvis hun ser sig selv gennem optikken ”jeg er følsom”?
Tager jeg den virkeligt negative og karikerende hat på, ser jeg Maude fra Matador for mit indre øje: ”Jeg går op og lægger mig!”.
Hvordan tror du andre børn og voksne vil reagere på hendes adfærd i verden, hvis følsomhed bliver den gængse historie om hende?
”Nårh, hende der! Årh, hun er så følsom, hende skal vi ikke tage os af!” eller ”Hende må vi pakke ind i vat” eller…
Når vi taler om, at nogen er på en bestemt måde, tillægger vi dem egenskaber. En egenskab er noget, der tilhører dig og dit væsen – ”sådan er du”. En egenskab har tendens til at blive global: Den fortæller noget om hele personen. En egenskab lukker derfor ned for fleksibilitet. Når vi tænker om os selv ”jeg er sådan her”, efterlader vi heller ikke megen blik for omstændighederne og situationelle faktorer. En egenskab kan blive som et fængsel.
Tænker vi i færdigheder, derimod, inviterer vi frihed inden for. Færdigheder handler ikke om at være på en bestemt måde. Færdigheder er noget, vi lærer. Vi kan træne og finpudse færdigheder - og aflære dem. Færdigheder kan vi tage frem og bruge på relevante måder - afhængig af den situation og de omgivelser, vi befinder os i. Færdigheder er fleksible.
Hvilken forskel tror du fx, det havde gjort for min datter, hvis hun i den situation, hvor hun fik labelet ”følsom”, i stedet var blevet mødt med følgende:
”Du mærkede dine følelser rigtigt godt lige dér, hva’? Hvordan gør du det? Hvor mærkede du det i kroppen, da du blev ked af det?”
Det er mere opbyggeligt for hendes selvfølelse og fremtid at tænke: ”Hey, jeg har en færdighed her! Det var jeg ikke klar over. Hvordan mon jeg kan bruge den fremover?” Det er mere opbyggeligt end at føle sig som Maude, der er nødt til at gå op og lægge sig, fordi hun er så følsom.
Hvad tror du, der ville ske, hvis du holdt op med at tænke om dig selv i globale, ufleksible termer (dum, følsom, kold, særlig, besværlig, inkompetent, umulig...) - og i stedet begyndte at tænke om dig selv som en person, der har og kan lære særlige færdigheder?
Sprog skaber. Virkeligheder og mennesker.
Derfor skal du nu til at gøre følgende:
Mindre er – mere gør
Stop med at udtale dig om hele personer. Drop "du er..."! Det gælder også overfor dig selv.
Når du er i kontakt med andre mennesker, skal du lade være med at sige: ”Du er…”. Når du er i kontakt med dig selv, skal du lade være med at sige: ”Jeg er…”. Specielt når du er vred, frustreret, irriteret eller i afmagt. Det kommer der intet godt ud af. Du er i gang med at såre en anden. Eller dig selv.
Begynd i stedet at bruge ”gør” meget mere.
Tænk i færdigheder i stedet for globale egenskaber.
Når andre gør noget, du synes, er dumt, tænk da: ”Han gjorde sørme noget dumt lige der. Hvorfor mon det?” i stedet for at tænke (og sige til ham): ”Hvor er du dum!”
Når du selv gør noget, du synes, er dumt – sig da til dig selv: ”Hov, der gjorde jeg sørme noget dumt. Sådan er det at være menneske. Hvordan mon jeg kan gøre det bedre en anden gang?”
Jeg ved godt, det bliver højtravende lige nu. Men verden ville - helt ærligt - være et bedre sted, hvis vi holdt op med at pådutte os selv og hinanden labels og globale egenskaber og i stedet begyndte at tænke meget mere i fleksible færdigheder.
Hvad tænker du?
Kærligst,
