Gear ned til ferie – sådan gør du!
Sommerferien nærmer sig, og måske har du rigtigt travlt lige nu med at nå det sidste på jobbet?
Sådan er det for de fleste.
De speeder voldsomt op inden ferien for at nå alt det, der skal være klar, inden de smutter 2, 3 eller måske 4 uger væk fra pinden.
Du er altså ikke alene, hvis du også lige nu hyperventilerer og løber stærkt for at blive klar til at gå på ferie.
MEN!
Det er sådan cirka den dårligste måde at forberede din krop og dit sind på den kommende ferie 😬
Når du speeder op inden en ferie, gør du det langt sværere for dig selv at falde til ro, når ferien endelig starter.
Måske bryder en forkølelse ud i lys lue på første feriedag? Fordi den har ventet på, at du havde tid til at tage dig af den.
Ellers også vil du måske opleve at gå rundt om dig selv de første 3-4 dage af ferien.
Rastløs, ufokuseret, irritabel, urolig.
Lyder det genkendeligt?
Bare rolig!
Jeg har tre tips til dig i dag, som – hvis du følger dem – vil hjælpe dig med at geare ned til ferien.
1. Hold flere pauser
Du er velkommen til at synes, at jeg er træls, når jeg foreslår, at du lige nu skal til at holde flere pauser.
“For det har jeg jo ikke tid til lige præcis nu!”, kan jeg næsten høre dig råbe.
Jeg ved det godt.
Men det skal du.
For det er vejen frem til at geare ned til ferie.
At slappe af og finde ro kræver træning.
Når du går rastløst rundt om dig selv i de første feriedage, skyldes det, at dit nervesystem ikke kan gå fra 6. til 1. gear fra den ene dag til den anden. Især ikke, hvis du kun har været i 6. gear op til ferien.
Du vil derfor vinde stort på at indføre flere pauser lige nu. Pauser, der giver dig så meget ro som muligt.
Gå en tur rundt om blokken på jobbet efter frokost.
Læg dig fladt på gulvet i ti minutter og træk vejret dybt.
Brug en halv time inden sengetid hver aften på at strække ud og trække vejret dybt.
Det giver pote, når du går på ferie! Din krop og dit sind har bedre erfaring med at finde ro – og kan derfor bedre komme ind i en lækker, afslappet ferietilstand hurtigere.
2. Prioritér din nattesøvn
Der er intet mere vigtigt end søvn, når det kommer til dit fysiske og psykiske helbred.
Du kender helt sikkert til den kæmpe forskel, der er, på at vågne op efter en nat med skodsøvn og en nat, hvor du har fået lige præcis så meget og så god søvn, som du havde brug for.
Aaaah! At være udhvilet kan gøre én helt glad i låget! 🤩
At prioritere din nattesøvn lige nu, vil hjælpe dig stort til at geare ned til ferien.
Hvordan du skal gøre det, beskriver jeg her:
Sørg for, at det er muligt for dig at få de 8 timers søvn, de fleste af os har brug for.
Det betyder noget så kedeligt som at gå tidligt i seng. Muligvis en del tidligere, end du gør nu.
Hvis du står op kl. 6 ligesom jeg, kræver det ikke de store matematik-skills at finde ud af, at du så skal ligge i din seng, så du kan falde i søvn kl. 22.
Hvis du lige nu går i seng langt senere end kl. 22, kan du bruge de kommende dage på at gå 15 minutter tidligere i seng hver aften – så du langsomt vender din krop til den nye rytme.
God nattesøvn giver øjeblikkeligt afkast på dit humør og dit fysiske velbefindende.
Sæt i gang! 😊
3. Redigér kraftigt i din to-do-liste
Tip nr. 3 til at geare ned til ferien er, at du skal redigere kraftigt i din to-do-liste.
Du skal redigere i den efter devisen:
Hvad er det allermest nødvendige at få færdigt inden ferien?
Du vil sikkert have lyst til at sige til mig lige nu, at ALT på din to-do-liste jo er nødvendigt at få færdigt!
Men der fortæller min erfaring mig, at du tager fejl.
(Og det er vel at mærke den erfaring, der kommer af at have talt med 100-vis af mennesker gennem de sidste mange år – om stress og problemer med at finde ro.)
Forklaringen på, hvorfor det opleves som om, at du ikke kan prioritere, kommer her:
Når du har kørt i 6. gear længe – hvilket er typisk op til en ferie – tangerer dit nervesystem formentligt stress. Det vil sige, at dit nervesystem er i konstant alarmberedskab.
Når dit nervesystem over en periode er i konstant alarm, mister du nogle af dine højere kognitive evner. Fx evnen til problemløsning, rationel tænkning, kreativ tænkning, overblik, osv.
Når du ikke længere har adgang til de færdigheder i dagligdagen, bliver ALT vigtigt. Alt bliver afgørende! Livsnødvendigt!
Det opleves som om, at alle arbejdsopgaver er af højeste vigtighed, og det opleves som umuligt at prioritere.
Men det er muligt!
Prøv følgende:
Få din chef eller en kollega til at hjælpe dig med at prioritere.
Det plejer at give pote at få en kollega, der går på ferie senere end dig, til at hjælp med at prioritere i din to-do-liste.
Således behøver citronen (altså du!) ikke at blive presset til det yderste lige op til, hvad der helst skal være en dejlig, lang periode med afslapning.
Brug disse tips i enhver travl periode
Oplever du også travle perioder, der ikke ligger lige op til en ferie? (I bet you do!)
Så kan du også bruge disse tre tips dér – til at komme ned i gear og tilbage til en sundere vekslen mellem aktivitet og hvile.
Din krop og dit sind – og de mennesker, der er omkring dig – vil takke dig for det! ❤️
KH
Beslægtede artikler