I sidste uge skrev jeg om pauser som modgift til stress.
I dag skal det handle om en anden form for pause. Det skal handle om de dér tænkepauser, som livet nogle gange serverer os.
De nødvendige, men ikke nødvendigvis behagelige tænkepauser.
Det skal handle om livskrise.
Er det dig lige nu?
Et eller andet har væltet dig? – eller er på vej til at vælte dig?
Måske har du gået med et boblende ubehag, en tristhed eller frustration i noget tid allerede – og nu får du besøg af følelser, der for alvor niver?
Har din livskrise stået på et stykke tid, venter du sikkert lige nu utålmodigt på, at jeg skal fortælle dig, hvordan du kommer ud af den. Har jeg ret?
Jeg hører dig. For damn, hvor de niver, de livskriser!
Jeg har været der. Flere gange.
Dér, hvor du vågner op om morgenen og et splitsekund oplever, at alt er ok – indtil du husker. Og begynder at græde. Dér, hvor arbejdet eller en stund ude i byen sammen med nogen kan give en pause fra tankerne – men hvor de kommer tilbage med 200 i timen bagefter.
Dér, hvor det føles som om, der ingen vej er ud.
Men der er en vej – det lover jeg dig!
Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan præcis din vej ser ud, og jeg kan ikke give dig fem hurtige tips til at komme videre. For der findes ingen quick-fixes til livskriser.
Men jeg kan give dig et par ord med på vejen – som medmenneske og som psykolog, der har været vidne til mange livskriser. Måske du kan finde lindring i ordene? Det håber jeg, og de kommer her:
Du lever!
Du er i live! Jeg ved godt, at du lever i den hårde ende af skalaen lige nu, og at du ville ønske det var anderledes. Men altså: Du lever!
Livet er ikke leverpostej og ”hvad-skal-vi-have-til-aftensmad?” og næste tv-serie på Netflix lige nu, vel? Nej, du smager for alvor på livet. Det gør ondt, ja – det ved jeg godt. Men du lever!
Oplevelsen af at være i live – på godt og ondt – er faktisk en af de universelle længsler, vi mennesker har. Og lige nu er du dér.
En livskrise er lig med de mørkeste følelser i livet
Hvis du lige nu har tabt både meningen med det hele og håb for, at det nogensinde skal blive godt igen – så er der ikke noget galt med dig.
Livskriser henter livets allermørkeste følelser ind. En livskrise betyder som oftest dage, uger, måneder, hvor du føler et kontroltab og en rådvildhed fra en anden verden. Og så kommer meningsløsheden og håbløsheden. Du har ikke noget at pejle efter og kan ikke se lyset for enden af tunnelen. Det er helt normalt.
Omfavn smerten
Jeg er ked af at sige det, men der er ingen vej udenom. Du bliver nødt til at gå lige ind i smerten – og blive der lidt.
Jeg ved godt, at du sikkert ikke har spor lyst til det. Men det er dét, du skal lige nu. Lad være med at forsøge at dulme smerten væk – med hvad du nu end plejer at dulme med (arbejde? Facebook? Mad? Alkohol? Tv-serier? Eller...?). Det kommer ikke til at hjælpe.
Der er ingen vej uden om ubehag og smerte og de tænkepauser, livet serverer for os.
”The cure for pain is in the pain” skriver Rumi.
Og det er sandt.
Du er nødt til at stirre smerten i øjnene og finde ud af, hvad den vil dig - for at komme igennem din livskrise.
Det kommer til at være ubehageligt et stykke tid, men så skal det også nok holde op. På et eller andet tidspunkt lander du din livskrise i noget nyt, der bliver godt.
Alt i livet er en fase
Det skal nok gå over. Du skal nok finde mening og håb igen.
Intet varer nemlig for evigt – heller ikke denne livskrise. Selvom det føles sådan.
Hvis du kigger tilbage over dit liv, vil du kunne finde mange eksempler på situationer og hændelser, der har virket uoverstigelige på det tidspunkt, du stod i dem – men som var overstået, før du vidste af det.
Der er trøst og ro at hente i visheden om, at alt i livet er en fase. Og du kan rolig sige til dig selv: This too shall pass.
Skynd dig langsomt
Når du står i en livskrise, er du på den ene side nødt til at skynde dig. Fordi smerten jo gør ondt – og fordi du ikke skal blive siddende i den for længe.
Når en livskrise strækker sig over for lang tid, er det nemlig, at den risikerer at sætte sig i regulær depression eller angst.
Derfor skal du skynde dig at finde vejen ud af krisen.
På den anden side er du nødt til at være langsom.
Du kan ikke ræse gennem en livskrise og forcere et svar. Det paradoksale ved en tænkepause som en livskrise er nemlig, at du ofte – for at få det svar, du søger – egentligt skal holde op med at tænke.
Du har brug for pauser fra din tænkning.
Du har brug for at lave noget andet, end at tænke over alt det smertefulde – for at du kan finde svaret. For at smerten går sin gang, og for at du kan komme ud på den anden side.
Derfor skal du skynde dig langsomt.
Har du brug for konkrete værktøjer til at håndtere noget af det, der sker med dig i din livskrise lige nu, kan du finde tips til at håndtere tankemylder lige her – og tips til at håndtere svære følelser lige her.
Og hey, jeg håber, du er ude af krisen og tilbage til dig selv lige om snart.
Kærligst,
