Hvert år, når vi når til juletid, dukker især ét menneske op i min hukommelse.
Birthe.
Tante Birthe.
Faktisk var hun slet ikke min tante, men min fars.
I vores familie var det blevet tradition, at vi hvert år holdt ”Lille Jul” hos Farbror Jørgen og Tante Birthe.
Det var en fuldstændig fantastisk juletradition!
Min yndlings juletradition
Hjemme hos Jørgen og Birthe var der altid mere end dejligt varmt på sådan en kold vinterdag op til jul. Der var fyret godt op under al varme i huset, så man i løbet af aftenen endte med brændende kinder. Især når den dejlige børnetræthed meldte sig.
Når vi ankom til "Lille Jul", fik vi en gøende velkomst af Rico – en lækker hundeven af en gul labrador. Hans hale piskede frem og tilbage i den smalle gang, så man blev mejet ned, uanset hvor man stod. Han var kisteglad – og det samme var min søster og jeg.
Hos Jørgen og Birthe var der nemlig forkælelse til overflod.
Både af den synlige og den usynlige slags.
Fx købte Birthe altid et ekstra sæt flæskesvær til stegen. Der var ingen, der skulle mangle! Og vandt man mandelgaven (hvad min søster ofte gjorde!), fik man et helt kilo Matadormix. Intet mindre var godt nok!
Birthes tilstedeværelse var dog langt mere vigtig end steg og slik.
I hendes køkken var der altid plads til en snak om stort og småt. Der herskede fuldstændig ro, selvom 117. gryder var i gang. Der var aldrig stress eller kort lunte (eller ”vent lige lidt!”, som jeg hører mig selv sige lidt for ofte til mine børn). Nej, der var altid tid og plads til med oprigtig interesse at høre fra mig og min søster om, hvad vi nu end gik og foretog os i vores liv.
I Birthes selskab følte man sig aldrig forkert. Bare holdt af. Og betydningsfuld.
Der var også historierne fra alle Birthe og Jørgens mange oplevelser i ind- og udland. Der var vise sætninger og kærlige kommentarer, der har brændt sig ind i min hukommelse. Der var lange gåture i snelandskab med Rico. Der var tid, og der var kærlighed.
Sygdom
Så en dag blev Birthe syg.
Den sidste gang, vi holdt "Lille Jul" var hun ikke helt sig selv – selvom hun prøvede alt, hvad hun kunne.
I tiden efter jul stødte flere sygdomme til.
Og pludselig var hun væk.
Vi fik opkaldet midt i en fødselsdagsfest. Det slog mig helt ud.
Jeg var rystet og ramt af den sætning, du sikkert kender, hvis du også har mistet én, du har kær:
Hvordan er det muligt, at hun ikke er her mere?!
Fortrydelsens smerte
Natten inden Birthes begravelse kunne jeg ikke stoppe med at græde.
Jeg var knust ved tanken om at have mistet så betydningsfuld en person for mig. Knust over at skulle lukke et af de kæreste kapitler fra min barndom. Knust over ikke at skulle høre Birthes smittende latter igen. Knust over aldrig mere at skulle sidde i Birthes varme køkken og få ekstra flæskesvær og masser af kærlighed.
Hvad der også gjorde så ondt den nat - og stadig gør - var tanken om, at jeg aldrig nogensinde havde kigget Birthe i øjnene og sagt:
”Du er betydningsfuld for mig.”
”Jeg holder af dig.”
”Du er vigtig!”
Det var alt for tidligt, at Birthe blev taget fra os.
Og det var hardcore for mig at lære den smertefulde livslektion:
Du ved aldrig, hvornår det er slut.
Du ved aldrig, hvornår dem, du holder allermest af, ikke er her mere.
Du får aldrig tiden tilbage.
Du ved aldrig, hvornår det er for sent.
Og fortrydelsen gør så ondt, så ondt.
Derfor dette spørgsmål til dig, som læser med i dag:
Får du fortalt dem, du elsker, at du elsker dem?
Kære ven, der er intet bedre tidspunkt end nu.
Kærligst,
