3 trin til at ændre din automatreaktion

Sådan tæmmer du en trigger og får styr på din automatreaktion.

I sidste uge skrev jeg til dig om situationer, hvor du ser dig selv reagere voldsomt og følelsesladet på noget, der synes almindeligt og tilforladeligt.

Jeg fortalte dig, at den slags adfærd aldrig er uforståeligt, selvom den kan synes sådan for dig (og andre).

Lad os lige tage en hurtig recap på, hvorfor din adfærd - også den, du ikke helt forstår - giver mening:

Du er blevet trigget

Når du reagerer på en voldsom måde, der ikke matcher den situation, du står i, skyldes det, at situationen trigger et gammel sår i dig.

Situationen minder dig på et ubevidst plan om noget, du har oplevet før, nemlig situationer typisk fra dine barndomsår med oplevet fare eller følelsesmæssig smerte.

Det behøver ikke være situationer med vold, overgreb eller omsorgsvigt, men kan også være situationer, som er langt mindre åbenlyst farlige eller smertefulde.

→ Har du for eksempel oplevet gentagne gange, at din stemme ikke blev hørt som barn, kan du reagere voldsomt som voksen på situationer, hvor du netop føler, at du ikke bliver hørt.

→ Er du blevet kritiseret meget som barn, vil de samme former for kritik som regel kunne sætte gang i en voldsom reaktion fra dig.

→ Har du haft oplevelser af at blive forladt eller overladt til dig selv som barn, kan enhver situation, der minder dig om at være helt alene i verden, aktivere stærke følelsesmæssige reaktioner i dig.

Hvad der trigger lige præcis dig, afhænger altså af, hvad du har oplevet tidligere i dit liv.

 

En trigger sætter gang i en automatreaktion

Når du reagerer voldsomt på en trigger, er det fordi, dit nervesystem er gået i alarmberedskab. Dit kloge indre dyr har lugtet fare baseret på dine tidligere erfaringer, og sætter derfor gang i en lynhurtig automatreaktion. Det sker uden for din bevidsthed og med det eneste formål: At passe på dig.

Men!

Automatreaktionerne, vi udvikler som børn, er sjældent et godt match til de situationer, vi står i som voksne.

De gav mening, da vi var børn - for de passede på os dengang - men de gør sjældent noget godt for os, når vi er voksne.

Derfor er jeg helt med på, hvis du tænker:

"Men Rikke, jeg vil gerne lære at reagere anderledes!"

Og derfor skal vi nu til det, hvordan du kan begynde at ændre dine automatreaktioner.

 

3 trin til at ændre dine automatreaktioner

De følgende 3 trin er de væsentligste trin at starte ud med, når du gerne vil begynde at ændre dine automatreaktioner. Det vil bringe dig fra at udleve fortiden i nutiden - og at handle derfra - til at leve og handle langt mere velovervejet og bevidst. Det gør godt både inde i dig selv og i dine relationer.

Her kommer de 3 trin:

#1: Vid, at din reaktion er meningsfuld

Du skal vide, at første skridt i retning af at forandre dine automatreaktioner, har vi allerede taget nu.

Første skridt er nemlig at vide, at dine automatreaktioner er der af en grund.

For så kan du tage skuldrene ned og lade være med at slå dig selv i hovedet med dine 'overdrevne' reaktioner.

Det stopper dig fra at synke ned i skam - som er en følelse, der lægger en lufttæt låg over dine evner til at skabe forandring.

Ergo er dette første skridt et must!

 

#2: Forstå din egen reaktion

Andet skridt er at forstå, hvad lige netop din specifikke grund til at handle, som du gør, er.

Hvad er det for gamle situationer, du bliver bragt tilbage til, når du bliver trigget?

(Det her kan være svært at få hånd om selv, og det kan derfor være en stor hjælp at tale med nogle om det.)

At forstå sammenhængen mellem dine nuværende reaktioner og dét, der affødte dem engang, hjælper dig i en særlig vigtig retning:

Nemlig til at få ro på dig selv, når det sker.

Du kan sige til dig selv:

"Hej mig! Jeg er lige nu blevet kapret af fortiden.

Jeg reagerer, som jeg gør lige nu, fordi jeg - da jeg var barn - stod i nogle situationer, som var reelt følelsesmæssigt farlige for mig, netop fordi jeg var et barn.

Men nu er jeg voksen, og jeg er derfor nu i stand til at hjælpe mig selv ud af den fare, som mit kloge indre dyr lugter. Jeg behøver derfor ikke forstætte med at reagerer, som min automatreaktion dikterer."

 

#3: Kend dine triggere

For at kunne få ro på dig selv, er du nødt til at vide, i hvilke situationer du netop har brug for roen.

Du skal derfor nu til at skabe dit eget overblik over triggersituationer.

Hvornår er det, du bliver trigget? I hvilke specifikke situationer - og hvem gør hvad?

Jo mere du ved om det, jo mere forberedt er du på at kunne gribe ind og bruge de få nanosekunder mellem dit nervesystems fornemmelse af fare og din automatreaktion til at gøre noget andet.

 

Du er ved at vende en supertanker

Har du udført de 3 trin, handler det om at væbne dig med tålmodighed.

For du er oppe imod en automatreaktion her. Det vil sige, at det går lynende hurtigt, og at du derfor - i starten - ikke har mange nanosekunder til at gribe ind og gøre noget andet.

MEN:

Jo mere, du har styr på de 3 trin, jo lettere bliver det.

 

Det vil komme til at føles som 2 skridt frem og 500 tilbage i noget tid.

Der vil være mange gange, hvor du lander fluks i din automatreaktion, som du plejer.

Det er ganske, som det skal være.

Men så vil du pludselig begynde at opleve, at der er flere og flere gange, hvor du når at ændre kurs, lige efter din umiddelbare automatreaktion.

Dernæst undervejs i reaktionen - altså når du står lige midt i orkanen.

Og så - efter noget tid - når du at fange dig selv i det, før du begynder at handle voldsomt på triggeren 🤩

Dér er du nået utroligt langt ❤️

 

Husk: At ændre dine automatreaktioner er som at vende en supertanker.

Det går langsomt, men det er ladsiggørbart 😊 Og vældigt selvværds-styrkende ❤️

 

____

 

Har du spørgsmål eller kommentarer til dagens blogpost, er du altid velkommen til at smide dem i kommentarfeltet hernede ↓ ↓ ↓

 

KH

Rikke Papsøe signatur

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *